December – Akt XIV

christmasDagens Kalenderlåge: Sørine Gotfredsen

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (udstoppet og igen sendt til rens)

Akt XIV

Herr Hviidjuul
Hmmprfff….Åh nej dog…Av…Av…

Herr Sortseer
Jaeh, den var vist høj i går, hvad? Højt at flyve, dybt at falde, som man siger.

Herr Hviidjuul
Dem!? Hvad gør De her? Jeg…ei, det var dog modbydeligt..

Herr Sortseer
Rolig nu. Ingen alt for pludselige bevægelser.. Bliv De nu liggende. Det gælder om at holde hovedet i ro. Jeg har forberedt Dem et koldt omslag..Her..Meget bedre, ikke?

Herr Hviidjuul
Tak…Åh..Det hele snurrer rundt…Men..Hvad Gør De her?

Herr Sortseer
Jeg kom som kaldet, det må De da indrømme, ikke? Sølle to dage i mit fravær, og dette er resultatet? Nej, kære ven, husker De da slet ikke? De ringede jo selv til mig? I nat? Sandt at sige på et for mig særdeles ubelejligt tidspunkt. Jeg skal ikke gå i detaljer, De forstår sikkert? Men man skulle dog være et usselt menneske, hvis man ikke kan kende forskel på lyst og pligt. Altså smed jeg hvad jeg havde i hænderne – så at sige – og her har De mig. Pligtskyldigst!

Herr Hviidjuul
Jeg…ringede? Men hvordan skulle det dog gå til? Jeg vidste jo end ikk..

Herr Sortseer
Hæng dem nu ikke i slige detaljer. I Deres tilstand? De har brug for mig, Det ser De vel klart? Sandt at sige har jeg allerede ordnet det meste. Stakkels gamle Jasper? Han fik da ellers Deres kærlighed at føle, hvad? Men det har jeg taget mig af. Tænk ikke mere på det. Han er snart tilbage, mere ren og fin end nogensinde. Guderne må vide hvad de tænker på renseriet, men lige meget. Hvem kerer sig om det? De skal i hvert fald ikke bekymre dem om andet, end at komme lidt til hægterne igen. Jeg er ved at lave Dem en kop te.

Herr Hvidjuul
Te? Gør dem ingen ulejlighed, min mave vender sig ved tanken. Jeg tror ikke jeg kan holde noget som helst i mig.

Herr Sortseer
Det er en meget tynd kop te. En ren askese. Det vil gøre Dem godt, tro mig! En kop te og en fedtemad, så er De snart på højkant igen! Ved De om vi har kapers?

Herr Hviidjuul
Errrghhh…De nyder vist denne forestilling, gør De ikke? At se mig sådan her? I denne tilstand? Åh gud, hvilken ynk…

Herr Sortseer
Vær nu ikke så hård ved Dem selv. Nu henter jeg Deres te. Se om ikke De kan sidde op, imens…

Herr Hviidjuul
Ahhh..Det går vist lige…De har ryddet op, ser jeg? Og…Næ, hvad er den af? De har fået skiftet ruden..og…Hvad er det for en pakke, der på bordet?

Herr Sortseer
Åh, den? Det er en gave…her er Deres te…En gave, ja. Fra mig til Dem. Nej, nej…ikke kigge..Den må først åbnes juleaften!

Herr Hviidjuul
En gave? En julegave? Fra Dem til mig? De tror jo ikke på julen..?

Herr Sortseer
Så lad os kalde det en forsoningsgave, da. Se, nu gemmer jeg den væk..for nu..så De ikke bliver fristet over evne..Som De måske husker, skiltes vi sidst under ikke just behagelige omstændigheder? Og mens skylden ikke var min alene, så bærer jeg dog også en del af ansvaret. Det erkender jeg, og det beklager jeg. Nej, ved De hvad? Jeg undskylder, tilmed! Undskyld, min herre. Jeg lod Dem tvivle om min hengivenhed, lod Dem ikke med tydelighed mærke, at De skam har min dybeste respekt. Derfor denne lille erkendtlighed. Som bevis!

Herr Hviidjuul
Jeg ved aldrig hvornår De spøger, og hvornår jeg tør tage Dem alvorligt.

Herr Sortseer
Nej, det kan være svært. Jeg har jo min facon. Men denne gang forsikrer jeg Dem om min oprigtighed. Det vil med tiden stå klart for Dem.

Herr Hviidjuul
Nuvel. Jamen så accepterer jeg Deres undskyldning. Og jeg undskylder ligeledes. Jeg skulle ikke have hidset mig sådan op. Men hvad nu? Hvad gør vi så nu? De flytter vel ind igen, går jeg ud fra? Vi fortsætter som før? Som om intet var hændt?

Herr Sortseer
Sandt at sige var jeg jo aldrig flyttet. Det ved De vel? Ak, De tager hele denne fjollede affære alt for alvorligt. Har vi måske ikke været her før? Pjat med Dem! Drik deres te, så henter jeg Deres fedtemad. De er ved at få lidt farve i kinderne igen. Jeg tror minsandten, at De er ved at være kureret..

Herr Hviidjuul
Nej! Ingen mad. Ikke nu! Så går det galt..

Herr Sortseer
Som De vil. De må nøjes med lidt åndelig føde, så. Hvad siger De til det nådsensbrød, som Sørine Gotfredsen slår op til os? Eller er det et nådens brød? Man kommer jo helt i tvivl. Bekommer det Dem bedre?

Herr Hviidjuul
Bedre er måske så meget sagt. Visse former for kvalme fortager sig ikke så let, ser De..

Herr Sortseer
Ah, så kender jeg Dem igen. De er tilbage. Herligt! For mit eget vedkommende finder jeg hendes ærlighed forfriskende. Et frisk pust, i al denne kvalmende selvgodhed, som vi ellers har måttet lægge ryg og øre til. En næsten uanstændig ærlighed, synes De ikke? Hvis man da kan forestille sig noget så utænkeligt som en uanstændig præst?

Herr Hviidjuul
Hendes diagnose fejler i det mindste ikke noget? Den eksistentielle tomhed søgt opfyldt gennem adspredelser? Den hedonistiske livsindstilling som forkrøblet værn mod almagten? Skæl for øjnene af det moderne, grænseløse menneske. Blindheden for lyset?

Herr Sortseer
Så sandt. Diagnosen fejler ikke noget. Men kuren! Kuren, min kære! Har man kendt mage? Hvor koleraen hærger, står kvaksalverne parat! På rad og række. Slangeolie og tudsespyt. Værsågod at skylle!

Herr Hviidjuul
De er ikke religiøs, fornemmer jeg?

Herr Sortseer
Det ved De da? Hvorfor så denne forstillelse? Men det er jo end ikke religion, der sælges her. Nej, sand religion har stort set intet med sagen at gøre. Her handles der med slaver!

Herr Hviidjuul
Slaver? Strammer De den ikke en anelse?

Herr Sortseer
Nej, det ved gud jeg ikke gør. Gotfredsen siger det jo højt. Det står at læse, sort på hvidt. Hør bare: ”Vi lever i en tid, hvor vi forventer, at den enkelte selv kan formulere en mening og skabe en retning i livet. Det krav kan nemt føre til en vis rådvildhed.. Mageløst, ikke sandt? Og så den efterfølgende anbefaling af en bog, med titelen ’Underkastelse’? Hvilken guddommelig ironi! Den slags morskab er forbeholdt virkeligheden, den kan man ikke tænke sig til. Selv de store – fra
Aristofanes til Moliére – må bøje sig i støvet.

Herr Hviidjuul
Jeg tror nu ikke Sørine Gotfredsen søger at være morsom?

Herr Sortseer
Nej! Det tør jeg nok sige, at hun ikke gør. Og netop deri ligger det komiske! Ser De ikke det? Nej, Sørine Gotfredsen er uden tvivl dybt alvorlig. Et alvorsmenneske. Kaldet af tiden, tilmed: ”Jeg lægger stor vægt på pligtbegrebet og at udføre noget for en større sags skyld, men jeg må samtidig erkende, at når man som jeg oplever stor overensstemmelse mellem opgaverne i livet og fascinationen ved at udføre dem, kan talen om den rene pligt blive en smule letkøbt.” Ha! Hahaha! Her kan man da tale om en dukke, som elsker sine snore, hvad? Mens den i næste åndedrag søger at trælbinde resten af menneskeheden, med de selvsamme bånd? Det er næsten uanstændigt, som sagt. Synes De ikke?

Herr HviidJuul
Det kan vi ikke være uenige om! Nu tror jeg egentlig gerne jeg vil have den fedtemad!..Var der flere kapers?

December – Akt XIII

christmasDagens Kalenderlåge: Haifaa Awad

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (Udstoppet, med julesløjfe om halsen, gevir af plys på hovedet, og rudolf-rød næse)

Akt XIII

Herr Hviidjuul
Sådan der. Så blev julen sgu ringet ind.

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Op med humøret, Jasper. Se nu hvor fin, du er blevet. Og jeg har en overraskelse til dig. Værsågod, gamle dreng. Fra mig til dig.

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Hvad er den af? Ikke så meget som et lille bjæf, som tak? Nu ikke så utaknemmelig! Det er en prima okseknogle, den. Hentet hos slagteren i dag! Den slags rynker man ikke på næsen af! Ser du ikke, hvordan der stadig er kød og marv at mæske sig med? Nu ikke så genert, lille ven. Sæt du bare tænderne i. Du må godt!

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Jamen gud fri mig vel, da. Du trænger vist til en lille tår af fars pullimut? Her skal du se…Sådan… meget bedre. Jeg tager sgu også selv en tår. Aaaahhh…En lille hjertestyrker, du ved? Skal der være fest, så lad der være fest! Det er mit motto. En tår mere, min ven? Værsgo…ups, nej det var for meget…det klistrer i pelsen, hvad du gamle?…Så, det var bedre…meget bedre..og nu: Musik!

Hunden Jasper
(…)

Herr Hvidjuul
Hvabehar? Han er ikke helt ueffen, ham Parker, hva? Bird, kaldte de ham – vidste du det – nå, det vidste du godt? Men bliv du bare liggende, hvis du da kan nænne det. Her er tale om en fugl, som ingen kan fange..uhhh..Ornithology, du! Babapbapabapbadaahh.. Hva giver du mig? Den slags kan man sgu ikke lære om på universitetet, det er livets rytme, du….Yardbird spreading his wings…Ahh, næsten ikke mere pullimut…skandale! Hvad siger du? Der er en flaske mere i fryseren? Ahh, det er cool, du gamle..Cool Blues!! Ny hygger vi, hvad? Det gode liv…for fulde gardiner! Kom nu, for helvede!

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Ude af træning? Også jeg, du gamle. Også jeg! Vi trænger til at få rørt os lidt, få lidt liv i de gamle klude igen! Vi trænger…Hør, hvad er dog det for et forfærdeligt spektakel deroppe fra? Hos overboen? Som de dog banker…Nogle mennesker har ingen skam i livet…Ingen pli…”VI PRØVER AT HØRE MUSIK HERNEDE!!!”…Utroligt…Nå, jeg skruer op, så kan vi måske få lov at leve lidt?

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Sådan der! Op på hesten igen. Det er det, som jeg altid har sagt! Det handler ikke om faldet. Det handler om hvordan man rejser sig op igen…Viljens magt! Hjertets styrke! Sådan skilles fårene fra ulvene, ikke? Eller er det bukkene? Fanden tage det, du ved hvad jeg mener…Jeg er sgu vist blevet lidt fuld…Rillike Rallike, ikke? Hva’? Ja, det sagde hun sgu også igår! Hva? AhHAHAHA!

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Åh, til helvede med dig, gamle lyseslukker! Lev dog lidt! Det er vel det vi kæmper for, i sidste ende, ikke? Så godt har man det sgu ikke alle steder, vel? Så nyd det dog lidt, gamle dreng! Lad os leve…leve for dem, der aldrig fik chancen. Det skylder vi dem sguda trods alt, ikke? Hvad ellers? Skulle vi sidde her og flæbe ned i koppen? Hvad skulle det dog nytte? Nej, nu danser vi! Dans for helvede, køter! Natten er snart til ende, og en ny dag truer! Så dans med mig, for satan, inden det hele er forbi! Se mig, Mor! Jeg flyver! Op på de højeste tinder… Hvorfra han skal komme at dømme de levende, og de døde! Hvad siger han? Livstid? Det var satans! Han er hård i filten, hvad? Her gives ikke ved dørene! Ingen pardon! Nå, det kræver en flaske mere…Det kan vi vel ikke være uenige om?

Hunden Jasper
(…)

Herr Hviidjuul
Åh, til helvede med det…Til helvede med dig, til helvede med det hele! Det går jo nok, alligevel..Det gør det altid…Skål du gamle…og glædelig jul!!

December – Akt XII

christmasDagens Kalenderlåge: Peter Tudvad

December – et Melodrama i 24 akter:

Akt XII

Kæreste,

Jeg har ingen ret til at skrive til dig, det ved jeg. Men jeg er nødt til det. Det forstår du vel? Jeg er nødt til at tro på, at der stadig er håb. For os. Det er så længe siden, nu. Jeg prøver at forestille mig dit ansigt, mens du læser disse linjer. Men du flyder ligesom ud for mig, jeg ser dig ikke klart. Det er så længe siden. Jeg ser din skikkelse som du står der. I solen? Du elskede altid solen. Som du står der, i solen, sådan husker jeg dig. Sådan ser jeg dig nu. Resten er mørke.

Du ved, hvorfor jeg skriver. Jeg har skrevet så mange gange før. Nogle breve fik jeg aldrig sendt. Andre blev sendt uåbnet retur. Adresse ukendt. Men nogle få af dem. De bedste. De kom aldrig retur. Dem har du læst. Det ved jeg.

Så hvad siger du? Kan vi prøve igen? Der er sket så meget. En lille smule godt. En lille smule skidt. Alt det husker jeg. Og så er det alt det i midten. Det, som skete, men som jeg ganske har glemt. Fordi det var mig ligegyldigt. Det troede jeg i det mindste. Helt og aldeles ligegyldigt. Fordi det skete uden dig.

Men jeg ved bedre nu. Jeg vil huske det hele! Det er det, jeg vil fortælle dig. Husker du Leautréamont? Hvordan han fik os til at le? Men jeg ler ikke mere. Hans ord er mine: ”Med røsten og højheden fra mine store dage kalder jeg dig tilbage til mit øde hjerte, strålende håb!”

Jeg ser dig helt tydeligt nu. Hvordan du bider dig let i underlæben, dit blik uendeligt. ”For sent”, siger du. ”Det er for sent.”

Kæreste,

Vil du ikke nok komme hjem?

December – Akt XI

christmasDagens Kalenderlåge: Pia Fris Laneth

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (Udstoppet, men med julesløjfe om halsen)

Akt XI

Herr Sortseer
Hvad i alverden..? De har pyntet op, ser jeg?

Herr Hviidjuul
Ja, julen står jo for døren. Det var på høje tid.

Herr Sortseer
Og så tænkte De, at stakkels gamle Jasper måtte holde for? Nå, det gør vel ikke noget. Endnu en ydmygelse – oven på den sidste, De udsatte ham for – det tåler han nok. Ak ja. De vil ikke supplere den nydelige sløjfe med noget mere…ekstravagant? Et gevir af plys? En rudolf-rød næse? De kan lige så godt gå linen ud, ikke sandt? Jasper vil ikke have noget i mod det. Han er svært medgørlig i disse dage.

Herr Hviidjuul
Jeg har gjort dem vred? Det var ikke min mening. Se, jeg fjerner sløjfen igen..

Herr Sortseer
Nej, lad den endelig være. Lad blot den dorske julefred sænke sig over vort lille hjem..

Herr Hviidjuul
Nej, det var tåbeligt af mig – se nu tager…

Herr Sortseer
Lad den sidde, sagde jeg!

Herr Hviidjuul
De er sandelig ikke let at gøre tilfreds. Altid klar til at tage anstød. Altid afventende den mindste lille fejl..Og så eksploderer De. I foragt. De er et menneske fuld af foragt, Herr Sortseer. Det ser jeg nu. At jeg overhovedet udholder Deres selskab – dag ud og dag ind – Det er mig en kilde til evig undren. Man burde tildele mig en medalje. Ja såmænd. For lang og tro tjeneste…

Herr Sortseer
Tjeneste? Og hvor bilder De Dem ind, at De gør tjeneste? Mig gør De ingen tjenester, blot så De ved det. Det forholder sig da vist snarere omvendt.

Herr Hvidjuul
Jeg står i menneskehedens tjeneste! Min fortjeneste: ”Han søgte at bringe lys, selv i det dybeste mørke!” Skriv det på min grav! I fald deres giftigheder tager mig af dage, før De selv bukker under for dem. Skriv dét på min grav, så jeg i det mindste kan dø i forvisningen om, at jeg ikke har levet helt forgæves!

Herr Sortseer
Ha! Hahaha! Nej, men kæreste dog? Er Det sådan, De ser Dem selv? Ja, De må undskylde jeg ler, men nu kører nålen da vist helt på tværs af rillen? De? En sand skønånd? Som om vi ikke allerede var så rigeligt belemret med den slags, her? Åh, De er dog henrivende..

Herr Hviidjuul
Nej! Nu kan det være nok! Hån! Spot! Latterliggørelse! Det er alt, hvad De har at byde på! Men ikke mere! Ikke et sekund mere, vil jeg finde mig i Deres modbydelige trampen under fode. For det er præcis, hvad De gør! De tramper alt under fode, alt hvad der vækker liv, håb, begejstring…En negation! Det er hvad, De er!

Herr Sortseer
Se, se! Og hvad er De så, om jeg må spørge, oh ophøjede skønånd? Menneskehedens selvopofrende tjener? Er det sådan, det er? De må være meget stolt af Dem selv?

Herr Hviidjuul
Igen prøver De at nedgøre mig! Men det skal ikke lykkes Dem! Ja, jeg er stolt! Stolt af være den, jeg er. De ved om nogen, hvad jeg har måttet udholde. Hvilke kors jeg har måttet bære på min vej! Men jeg gav ikke op. Nej! Jeg kæmpede videre, hvor andre ville have givet op. Jeg kunne have givet efter: For vrede, for foragt, for had! Men jeg holdt stand! Jeg overgav mig ikke! Og mens jeg måske nok har begået fejl undervejs, gjort ting som jeg ikke er stolt af, så står jeg dog nu her, foran dem. Herre over alt, jeg har skabt! Min samvittighed er ren, og jeg forlanger…Nej, jeg INSISTERER på Deres respekt!

Herr Sortseer
Jamen du godeste! Hvilken selvfølelse, De pludselig er kommet i besiddelse af. Meget imponerende! Ja minsandten. En smule for teatralsk i udtrykket, måske, men dog imponerende, Jeg bøjer mig i støvet – i dybeste respekt – naturligvis!

Herr Hviidjuul
Hvorfor er De dog så modbydeligt et menneske?

Herr Sortseer
Omstændighederne, min kære. Der er altid omstændigheder. Hvor ofte må jeg sige Dem det? Men, hvis det kan være Dem til trøst, så besidder jeg skam ikke samme grad af stolthed over min ringe formåen, som den De netop har givet udtryk for.

Herr Hviidjuul
Og det med rette! De har intet at være stolt over! De burde skamme Dem!

Herr Sortseer
Nej, skam føler jeg nu heller ikke. Højst et strejf af melankoli – i ny og næ – iblandet en stille glæde, naturligvis. Men jeg er jo heller ikke en skønånd – som De er det – og ej heller gør jeg krav på at være det. Men, hvis De vil tillade mig et enkelt spørgsmål?

Herr Hviidjuul
Jeg vil ikke tillade Dem noget som helst. Ikke mere!

Herr Sortseer
Den stolthed, De der føler? Hvad kommer den egentlig af? Stolthed forbinder man vel oftest med en præstation, ikke? Men hvad har De egentlig præsteret? ”Jeg fortsatte, hvor andre ville have givet op!”, siger De ganske vist. Men er sandheden ikke, at under de præcis samme omstændigheder, ville enhver anden være fortsat præcis lige så langt, som De selv? Og af de samme grunde? Ikke længere, ikke kortere, men præcis lige så langt. Og hvad med Deres skønne ånd? Deres åh så menneskekærlige tilbøjeligheder? Hvornår valgte De dem egentlig til? Under hvilke omstændigheder? Og ville et hvert andet menneske – under præcis de samme omstændigheder – ikke være opfyldt af et lige så klart og strålende lys, som De? Så hvad er De egentlig så stolt af?

Herr Hviidjuul
Så er det nok! UD! Jeg holder Dem ikke ud mere! UD!

Herr Sortseer
Det er vel også min lejlighed? Hvorfor går De ikke selv ud? Gå ud og gør Deres pligt. Menneskene venter på dem..

Herr Hviidjuul
UUUUDDDD!!!

(Lyden af glas, der splintres)

Herr Sortseer
Av, den var værre! Den vase har vist været i familien i generationer? Durk gennem vinduet? Skade. Men nu får De da endelig luftet lidt ud, ikke?. Jeg håber blot ikke, at det bliver Dem alt for koldt?

Herr Hviidjuul
(…)

Herr Sortseer
Nu vel. Siden De nu insisterer! Så går jeg da..Jeg skal lige have min hat…Jamen så farvel, da… Jeg siger ikke på gensyn. Nej, jeg tænker blot mit, det er det hele… Lev nu vel!

(lyden af en dør, der smækker i)

December – Akt X

christmasDagens Kalenderlåge: Mustafa Ismail

December – et Melodrama i 24 akter

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (fortsat udstoppet, men nu igen helt ren)

Akt X

Herr Sortseer
De kom sent hjem?

Herr Hviidjuul
Det gjorde jeg.

Herr Sortseer
Og I højt humør, kunne jeg ikke undgå at bemærke.

Herr Hviidjuul
Åh, jeg vækkede Dem? Det var ikke min mening.

Herr Sortseer
Åh tænk ikke på det. Jeg sætter skam også pris på Coltrane, om end sjældent så sent på aftenen. Eller var det tidligt om morgenen?

Herr Hviidjuul
Åh, ja. Det var måske ikke så smart. Men pladen lå lige klar på grammofonen, ser De, og da jeg så kom hjem..

Herr Sortseer
De behøver skam ikke at forklare. Jeg forstår. Jeg forstår så udmærket. ’A Love Supreme’. Et godt valg, ser man bort fra tidspunktet. Et særdeles godt valg, ja. Det flugter jo så fint med temaet for vore diskussioner, ikke sandt? Hvis De ellers har tid? De skal ikke ud, igen i dag?

Herr Hviidjuul
Nej, det skal jeg ikke. Jeg føler mig ikke helt vel, forstår De. Fysikken er ikke hvad den har været, åbenbart.

Herr Sortseer
Så sæt Dem ned. Gør Dem det lidt mageligt. Jasper er tilbage, ser De vel? Fin og ren. Som det sømmer sig, her i den søde juletid. Sæt Dem her ved pejsen. Lad os konversere lidt.

Herr Hvidjuul
Ja, det vil jeg gøre. Og jeg skylder Dem vel en forklaring? Jeg havde så travlt i går, ser De, at jeg ikke havde tid til..

Herr Sortseer
Pjat, De skylder mig ikke noget som helst. De er fri til at komme og gå som De vil. Det ved De vel? Hvad kommer Deres udflugter dog mig ved? De kommer altid tilbage, det ved jeg jo. Alt andet er uden betydning.

Herr Hviidjuul
Så nu vil De pludselig ikke vide, hvor jeg har været? Hvem jeg har været sammen med? De virkede ellers svært interesseret i går..

Herr Sortseer
Nej. De har deres frihed. Som jeg har min. Vi er dog begge voksne mennesker, ikke sandt? Sandt at sige finder jeg i dag min nysgerrighed upassende. Et øjebliks svaghed, ikke andet. Lad os ikke tale mere om det.

Herr Hviidjuul
Så taler vi ikke mere om det.

Herr Sortseer
Men De kunne nu godt gøre Dem den ulejlighed, selv at fjerne Deres tomme flasker. Jeg er jo trods alt ikke Deres tjener.

Herr Hviidjuul
Åh…Ser De…Nej, nu tror De vel ikke? Det var bare et enkelt glas..Jeg forsikrer Dem..

Herr Sortseer
Rolig, min kære. De ved, hvad De gør, det nærer jeg skam fuld tillid til. Og som De siger, blot et enkelt glas, ikke sandt? Hvilken skade skulle det dog kunne forvolde? Nej, lad os ikke spilde mere tid på en så ubetydelig hændelse. Alt er glemt. Og jeg begynder så småt at finde denne samtale kedsommelig. Har De ikke noget at sige om den syriske digter? Han må nu alligevel have set et og andet, hvad behager?

Herr Hviidjuul
Det kan der ikke være tvivl om. Tænk, sådan at blive rykket op med rode. At måtte lade alt bag sig, flygte fra sit hjem, på grund af krig og forfølgelse. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være.

Herr Sortseer
Nej, det kan De vel ikke. En god fantasi har forsynet ikke belemret Dem med. Og det bør De skam være taknemmelig for. Det gør Dem i stand til at opretholde visse…illusioner.

Herr Hviidjuul
Hvad sigter De til?

Herr Sortseer
Åh, Deres evige optimisme, såmænd. Bunder den ikke netop i Deres manglende evne til at forestille dem verden, som den virkelig er? At se bort fra visse upassende detaljer? De lever et beskyttet liv, Herr Hviidjuul, det er det, jeg sigter til. Og deres bedste beskyttelse er uden tvivl Deres mangel på fantasi. Se nu Mustafa Ismail. Han behøver ikke at forlade sig på fantasi. Han ved hvordan verden er. Hvordan den også er. Og som han så rigtigt siger, ”Enhver snak om fremtiden er poetisk drømmeri”. Sådan taler et menneske, som ved!

Herr Hviidjuul
Han siger jo også, at menneskets største drøm må være, at forandre verden til det bedre? At vi må insistere på en verden fri for vold, blod, terror og frygt. Altså står han nær mit synspunkt, min fantasiløse optimisme, som De beskriver det, og fjernt fra Deres evige misantropi.

Herr Sortseer
Måske. I så fald er han lige så forvirret som De selv. At sige at mennesket drømmer om det bedre, er jo i og for sig såre banalt. Som en konstatering af, at himmelen er blå. Og er det desuden ikke kilden til hele problemet? At mennesker drømmer om det, som er bedre? I stedet for at elske, det, der er? Alle disse syge diktaturer, terror-organisationer og ideologiske partier, som ifølge vor syriske ven krænker menneskets frihed og værdighed – gør de ikke netop det i en sandheds navn? Fordi de drømmer om noget, som er bedre end det, der er? Fordi de ikke har fantasi til at forestille sig, at det der er, er godt nok? Er dette ikke monsteret under sengen? Det monster der bor inden i hvert af os? Og det monster vil man gøre tavst? Det drømmer man om? Ikke sært, at man med så uforsigtige drømme, finder sig selv levende i et mareridt..

Herr Hviidjuul
Så De siger, at der ikke er noget håb?

Herr Sortseer
Og dog kan mennesket ikke leve uden håb. Derfor må vi være taknemmelige for den udbredte mangel på fantasi. Den tillader os at drømme, på trods af alt.

Herr Hviidjuul
Det er jo en tragedie?!

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om!

December – Akt IX

christmasDagens Kalenderlåge: Flemming Rose

December – et Melodrama i 24 akter

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som i morgen er tilbage fra rens)

Akt IX

Herr Sortseer
Nå, der kommer De endelig. Ja, jeg var sandt at sige lige ved at blive bekymret..

Herr Hviidjuul
Åh, Det må de undskylde, Herr Sortseer. Men jeg har ikke tid i dag. Jeg bliver kun et kort øjeblik. Faktisk kom jeg blot hjem for at skifte tøj.

Herr Sortseer
Hvad skal det sige? Hvor skal De hen? Hvem skal De mødes med?

Herr Hviidjuul
Jeg har ikke tid til at forklare. Det er skam ikke noget særligt. Intet af betydning, faktisk. Blot nogle uforudsete omstændigheder, som desværre forhindrer mig i at tilbringe eftermiddagen i Deres ellers så opløftende selskab..

Herr Sortseer
Det må jeg nok sige. Er de sikker på, at De har deres prioriteter helt på plads? Under kontrol? Det er Flemming Rose, som bestyrer kalenderen i dag. Han taler om kunsten at nærme sig andre mennesker. Hvad giver De mig? Flemming Rose…Kunsten at nærme sig andre mennesker? I fuld alvor, tilmed. Jeg er ved at eksplodere. Sæt dem nu ned et øjeblik, så vi i fællesskab kan få denne Rose klippet lidt til.

Herr Hviidjuul
Jeg tvivler ikke på, at De har et sandt festfyrværkeri af nedrigheder gjort klart. Men jeg har simpelt hen ikke tid. Jeg er gået om 2 minutter…Dér—Hvordan ser jeg ud?

Herr Sortseer
De ser…Godt ud..Det gør De, Herr Hviidjuul. Vil de ikke nok fortælle mig, hvor De skal hen?

Herr Hviidjuul
Jeg må løbe nu, vi tales ved i morgen. Åh, se dog ikke så misfornøjet ud. Det er ingenting, det garanterer jeg dem. Blot omstændigheder. I morgen er alt som det plejer igen. Vent og se. Ciao!

Herr Sortseer
”Ciao”?? Gør de grin med mig?

Herr Hvidjuul
Ja, undskyld mig. Det var upassende. Et øjebliks uopmærksomhed.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om!

December – Akt VIII

christmasDagens Kalenderlåge: Dy Plambeck

December – et Melodrama i 24 akter

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som stadig er til rens)

Akt VIII

Herr Hviidjuul
Så tør jeg ellers tro, at Deres ’kognitionsklump’ er kommet på overarbejde, hvad? Dy Plambeck! Hvis ikke det navn nærmest skriger ’progressiv’ ud over hustagene, så ved jeg snart ikke…

Herr Sortseer
Bilder De dem nu ind, at De har adgang til mine tanker? Hvilken arrogance! Nej, De behøver ikke at undskylde. Jeg er ikke vred. Faktisk er det en indsigtsfuld kommentar, De der komme med. Men De overser en enkelt kendsgerning. De nåede frem til Deres konklusion, uden at have overvejet spørgsmålet tilstrækkeligt.Hastværk, kort sagt, blev Deres skæbne. De har alt for travlt, min ven, og den der søger at støde kniven for hurtigt ind, ender ofte selv med bugen skåret op.

Herr Hviidjuul
Og hvilken kendsgerning skulle det være? Dy Plambeck, ung, anerkendt, kvindelig forfatter. Fejret som en ny Ditlevsen. En ny Brøgger. Og kendt for sit store samfundsengagement. Det overrasker mig, at De ikke blot hæfter en ’Rina Ronja’ på hende, og så kommer videre.

Herr Sortseer
Ak, men netop der udstiller De jo fejlen i Deres ræsonnement. Ung, siger De? Dy Plambeck er 35 år gammel. At kalde hende ’ung’, er at gøre vold på sproget. Det ser De vel? Den slags hærværk, ville ikke mindst en så feteret forfatter som Dy Plambeck, så sandelig misbillige.

Herr Hviidjuul
Ville hun det? Hvem er det nu, som leger tankelæser? Og hvis ikke en ’Rina Ronja’, hvilken kognitiv massegrav har De så forberedt, til stakkels Dy?

Herr Sortseer
Det siger jeg ikke. De må læse mellem linjerne. Desuden har De fuldstændig misforstået, hvad jeg forklarede Dem i går. Jeg har ikke forberedt noget som helst. Forstår De ikke det? Der er allerede redt op, når jeg lægger mig i sengen.

Herr Hviidjuul
Hvis De er en sådan tankelæser, en sådan kender af mennesker, så kan De vel også forestille Dem, hvad jeg tænker om Dem nu?

Herr Sortseer
Dertil behøver jeg ingen forestillingsevne. Jeg læser Dem som en åben bog. Det ved De vel? Lige nu spekulerer De på, om alle mine muntre nedrigheder mon ikke har et mindre morsomt udspring? Hvad er det for et ord, jeg ser balancere på kanten af Deres bevidsthed? Dansende, som ræven rundt om rønnebærrene? Ressentiment? Bravo, min kære. Et fornemt ord. Et velvalgt ord. Hvordan er De dog i sin tid mon stødt på det? Og hvad fik Dem til at bringe der med videre på Deres færd? Omstændigheder, naturligvis. Der er altid omstændigheder. Men hvilke, se det ved man aldrig. Aldrig med sikkerhed. Vidste man blot det, kunne man gøre en ende på det hele.

Herr Hviidjuul
Det var som…De er god, Det må jeg medgive. Ressentiment, ja. Det var min tanke. Men som altid, når jeg kommer Dem for nær, så forsøger De behændigt at komme på afstand. Skjule Deres retræte bag en sky af ord. Som en blæksprutte.

Herr Sortseer
Nej, men altså! Hvilket klarsyn De udviser i dag. Touché! Touché, min herre! Bravo! Det minder mig om noget, en nær bekendt – en ven – en gang sagde til mig..

Herr Hvidjuul
De bliver ved..

Herr Sortseer
Han var inviteret til et fornemt bal, i kredse vi begge færdedes i. Og jeg skulle ikke med. Nej, det skulle jeg ikke. Jeg undlod naturligvis ikke at påpege visse kendsgerninger for ham. Så som hvilket kedsommeligt selskab han ville komme til at tilbringe aftenen i. Hvordan al denne dunken hinanden på ryggen hen over likører og laks, for en udenforstående måske ville fremstå en smule…hult? Tomt, tilmed? Jeg påpegede, ganske enkelt, at min ven var bedre værd. Altså var der tale om en kompliment. Ved De, hvad han svarede?

Herr Hviidjuul
Stop dog, menneske..

Herr Sortseer
Han svarede: ”Det siger De blot, fordi De ikke selv er inviteret med!”.

Herr Hviidjuul
Virkelig?

Herr Sortseer
Ja, virkelig. Der kan man da tale om arrogance, ikke sandt? En forfriskende skamløshed? Han var nu ikke tabt bag en vogn, min ven. Nej, det var han ikke. Han forstod nok at føre kniven. Langsomt og sikkert.

Herr Hviidjuul
Og hvad svarede De ham så?

Herr Sortseer
Jeg svarede ham slet ikke. Jeg afbrød blot kontakten. Jeg har ikke talt med ham siden.

Herr Hvidjuul
Bare sådan? Uden videre? De kan da ikke have mange venner tilbage, hvis det er Deres metode.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om. Men jeg har jo Dem!

December – Akt VII

christmasDagens Kalenderlåge: Eini Carina Grønvold

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som i dag er til rens)

Akt VII

Herr Sortseer
Hvad Laver De? Hvorfor sidder De der i skrædderstilling, med lukkede øjne? Man skulle jo tro, at man havde forvildet sig ind i et tempel i Tibet? Få dog fødderne ned! Sæt Dem som et normalt menneske, med fødderne solidt plantet på jorden. En Chesterfield er en stol designet til en Gentleman, ikke til den slags…åndemaneri!

Herr Hviidjuul
Åh, jeg så Dem slet ikke komme ind.

Herr Sortseer
Nå, det var bedre. Og nu, hvor De har fødderne nedad og hovedet opad, som det sig hør og bør, så vil De måske delagtiggøre mig i, hvad det klovneri skulle gøre godt for?

Herr Hviidjuul
Åh, det var bare noget jeg læste. Om ’det gode liv’. Det er efter sigende et liv uden angst, og jeg har hørt at meditation skulle være så beroligende.

Herr Sortseer
Ak, det står værre til med Dem, end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet. De tager vel ikke en sådan Rina Ronja på ordet? Altså sådan helt alvorligt? Hvad ved hun dog om noget som helst?

Herr Hviidjuul
Rina Ronja? Det er Eini Carina Grønvold, som skriver dagens julekalender i Information?

Herr Sortseer
Det var også det jeg sagde? Eini Carina?

Herr Hviidjuul
Nej, De sagde Rina Ronja. Og ikke nok med det. De sagde en sådan Rina Ronja. Hvad mener De egentlig med det?

Herr Sortseer
Gjorde jeg det? Nej, det…lad mig tænke mig om et øjeblik. Løfte lidt på kistelåget, De ved…

Herr Hvidjuul
Nå?

Herr Sortseer
Jo, minsandten. Det sagde jeg da vist også. Det var dog højst interessant…mmm…Næh, der kan man bare se!

Herr Hviidjuul
Se hvad?

Herr Sortseer
Min herre, ved De hvordan menneskelig kognition fungerer? Sådan i grove træk?

Herr Hviidjuul
Ja, det er vel noget med…

Herr Sortseer
Nej, så tillad mig at oplyse dem lidt. I sandhed er der ingen som sådan helt nøjagtigt kan gøre rede for alle aspekter af menneskelig konstitution, men lidt ved vi dog, efterhånden. Ser De, associationer spiller en ikke ubetydelig rolle for menneskelig kognition. De ved, hvad en association er, ikke?

Herr Hviidjuul
Joeh, det er vel når man tænker ét, og så i den forbindelse kommer til at tænke på noget andet?

Herr Sortseer
Mnjoeh, det kan De sige. Jeg ville nu udtrykke det lidt anderledes: Det er når man skaber en forbindelse mellem to eller flere ting, som ikke med nødvendighed har sammenhæng. Kan De følge mig? Ellers lad mig give Dem et eksempel: Synet af blå blink, og lyden af en sirene. Begge forbundet til for eksempel en ambulance. En ret nyttig association, ikke sandt? Ellers ville De jo, hver gang de hørte en sirene eller så blå blink, stå og glane, mens de spekulerede på, hvad et sådan menageri dog kunne betyde? Og dette er blot et banalt eksempel. De er et dannet menneske, ikke uden en vis portion livserfaring. Jeg har fuld tillid til, at De selv kan føre eksemplet ud i mere komplicerede former.

Herr Hvidjuul
Jo, tak. Men hvad har det med Rina Ronja og Eini Carina at gøre?

Herr Sortseer
Jo, ser De! Jeg har netop opdaget, takket være Deres indvending tidligere, at jeg under min hjernekistes låg åbenbart bærer rundt på et sådant associations-objekt, en lille kognitionsklump, hvis De vil tillade mig det noget upræcise udtryk, under overskriften: ’en Rina Ronja’. En ganske morsom opdagelse, faktisk. Bedårende, næsten.

Herr Hviidjuul
Jeg er stadig ikke med? Hvad har al deres snak dog med Rina Ronja at gøre? Hvorfor taler vi overhovedet om Rina Ronja, når det er Eini Carina Grønvold, som har skrevet dagens julekalender?

Herr Sortseer
Hvad det har med personen Rina Ronja at gøre? Intet som helst. Intet overhovedet. Jeg kender stort set intet til personen Rina Ronja. Det er vist et eller andet med ’Nej til EU’, eller lignende banaliteter, er det ikke? Nej, med personen Rina Ronja har det intet at gøre. Det giver sig selv. Men hende Eini Carina Grønvold, derimod, hun er da vist sådan en rigtig Rina Ronja, er hun ikke? Det er i hvert fald, hvad min hjerne fortæller mig. Og den plejer nok at vide, hvad den taler om.

Herr Hviidjuul
De giver ingen mening.

Herr Sortseer
Så lad mig skære det ud i pap, siden De åbenbart er lidt sløv i opfattelsen, i dag. Mon ikke det er al den meditation, som sløver Deres forstand? Utilsigtede bivirkninger? Det skrives der nok ikke meget om, i al Deres fordummende selvhjælps-litteratur? Ja, for De er vel ikke begyndt at drikke igen? En lille formiddagsbajer eller fem? I så fald må De flytte! Dét går jeg ikke igennem en gang til. Ikke for Dem. Ikke for nogen! Det holder jeg ikke til!

Herr Hviidjuul
Hvis De blot holder Deres evige mistænksomhed for Dem selv, så skal jeg nok holde mig flasken fra livet! Det er tre år siden! Tre år, uden en dråbe! At De ikke skammer dem, sådan at bringe det op i tide og ikke mindst i utide! Gør De hellere rede for Deres forvirrede tankerække, inden jeg helt mister tålmodigheden.

Herr Sortseer
Om forladelse. Det var under bæltestedet, Det indrømmer jeg. De har været standhaftig. Den ros skal De have.

Herr Hviidjuul
Det er glemt. Fortsæt nu bare.

Herr Sortseer
Altså. Jeg har gennem en kort introspektion erfaret, at jeg i mine hjernevindinger har gemt en kategori for progressive, unge kvinder. Den bærer mærkaten ’en Rina Ronja’, af hvilken årsag ved jeg ikke med sikkerhed..lad mig tænke…åh jo, nu ser jeg det: ’Rina Ronja’ er da et irriterende progressivt navn, er det ikke? Hvilke associationer mon knytter sig til det? Astrid lindgreen, Pippi Langstrømpe, Hippie, Christiania, Flippere, kvindefrigørelse, feminisme, venstreorienteret…ja, jeg kunne blive ved.

Herr Hviidjuul
Så De siger altså, at fordi Eini Carina Grønvold er en ung, progressiv kvinde, så er hun i Deres øjne en ’Rina Ronja’…som i deres hoved blot er benævnelsen af en type….og derfor…er Eini Carina Grønvold ikke værd at tage alvorlig?

Herr Sortseer
Det er det jeg siger, ja. Først tænkte jeg det, og så sagde jeg det.

Herr Hviidjuul
Så De siger altså….at unge, progressive kvinder ikke er værd at tage alvorligt?

Herr Sortseer
Det siger jeg åbenbart, ja. Det var i hvert fald det, jeg tænkte. Og da vi to kender hinanden så godt, så er jeg ikke bange for at fortælle Dem, hvad jeg tænker. Men hold det venligst mellem os. Man skal vare sig i disse tider. Man kan ikke sige hvad man tænker, uden at der er visse konsekvenser.

Herr Hvidjuul
Nej, det ved gud. Og gud ske tak og lov for det! Det var dog nogle modbydelige og fordomsfulde tanker, som De der går rundt med.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om!

December – akt VI

christmasDagens kalenderlåge: Lars Seier Christensen

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som forbliver udstoppet)

Akt VI

Herr Hvidjuul
Han er ikke ked af det, hva’?

Herr Sortseer
Nej, det er han ikke.

Herr Hviidjuul
Det er een ting at mene den slags. At leve i overensstemmelse med en sådan overbevisning. Men ligefrem at sige det højt? Og så her i Information?

Herr Sortseer
Nu begår De vel ikke den klassiske fejl, at tage en stærk overbevisning for visdom? At forveksle en stærk vilje med intelligens? Succes som demonstration af et postulats rigtighed? Mange mennesker, også mennesker De bestemt ikke finder værdige til beundring, har gennem historien opnået succes – for en tid – drevet af intet andet end en stærk overbevisning, og så viljen til at handle, hvor andre tøver. Skulle det i sig selv være tegn på visdom? På Sandhed? I så fald lever vi i vanvid..

Herr Hviidjuul
Muligvis, men der er dog noget sandt i det, han siger. Det vil De vel ikke nægte?

Herr Sortseer
Nej, det vil jeg ikke nægte. Det er rovdyrets lov, han fremsiger. Hvem vil dog benægte dens eksistens? Men som det gælder for enhver lov, er denne lov kun sand, hvis man anerkender dens fundament – de præmisser den bygger på. Og denne Lars Seier Christensen er end ikke at regne blandt rovdyrets første apostle, ej heller er han en af dets sidste. Sandt at sige er han ingen apostel overhovedet. Det ville være, at gøre ham for stor en ære. Snarere en akolyt, måske?

Herr Hviidjuul
De er ikke imponeret?

Herr Sortseer
Nej. Jeg er ikke imponeret. Faktisk ønsker jeg ikke at spilde et sekund mere af min tid – eller Deres – på at diskutere denne kedsommelige personage. De gør ham, som sagt, alt for stor ære.

Herr Hviidjuul
Som De vil. Men hvad foreslår De så, at vi fordriver tiden med?

Herr Sortseer
Ja, vi kunne jo spille Matador? Rolig, kære ven, jeg spøger. En dårlig spøg, tilmed, det indrømmer jeg. Nej, jeg tænker, at jeg vil fortælle Dem en historie?

Herr Hvidjuul
En historie?

Herr Sortseer
Såmænd. Al denne snak om rovdyr fik mig til at ihukomme en lille historie, som jeg finder passende til lejligheden. Vil De høre den?

Herr Hviidjuul
Hvilken slags historie?

Herr Sortseer
Nu ikke så skeptisk. Vi kan jo kalde den en julehistorie, om end den ikke har så frygtelig meget med jul at gøre. Kom nu, føj mig lidt: To gamle bekendte, der den anden søndag i advent udveksler julehistorier, i skæret fra pejsens ild. Med hunden roligt hvilende mellem sig. Lad os leve det gode liv lidt, hmm?

Herr Hviidjuul
Jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at fortryde det, men så lad gå, da. Fortæl Deres historie.

Herr Sortseer
Nuvel. Jeg må så bede Dem forestille Dem en verden, ikke meget ulig den vi lever i. Dog en mindre kompliceret verden, endnu ikke forstyrret af al den støj, som gør livet næsten uudholdeligt. Jeg beder Dem, kort sagt, forestille Dem: ”en gang, for længe siden…”

Herr Hviidjuul
Hvis dét er tempoet, bliver det vist mørkt, længe inden De får gjort dem færdig. Jeg har en aftale kl, 18.00. Skal jeg aflyse den, inden De for alvor kommer i gang?

Herr Sortseer
Gør Dem ingen bekymringer. For nok er der tale om en lang historie, men for Deres skyld skal jeg gøre den kort. Udelade de mere lyriske passager, de stemningsmættede landskabsbeskrivelser, de mere nuancerede karaktertegninger, den fintfølende skildring af den menneskelige psykolo..

Herr Hvidjuul
Tik Tak – Tik Tak – Tik Tak

Herr Sortseer
Ja, godt! Altså, De må forestille Dem, at der en gang for længe siden, var et netværk af dybe, frodige dale, omgivet af høje, snedækkede bjerge. Forestiller De Dem det? Forestil Dem, at De som en ørn svæver med vinden, højt, højt, oppe, og kigger ned..

Herr Hviidjuul
Jeg er med. Fortsæt!

Herr Sortseer
I disse dale levede der mennesker. Mest bønder og fårehyrder, som med deres arbejde omdannede naturens rigdom til brød. Et simpelt liv, naturligvis. Hårdt arbejde mens solen stod på himlen, og om aftenen krøb de sammen i deres hytter omkring ildstedet, mens de funderede over dagen, der var gået. Måske fortalte de historier om svundne tider – som De og jeg gør nu – mens børnene lyttede med store øjne, og vinden susede om hyttens hjørner, udenfor.

Herr Hviidjuul
Et hårdt liv, skulle jeg mene. Og en smule kedeligt, måske?

Herr Sortseer
Et ærligt liv, mener De vel? Men hæng Dem nu ikke i sådanne detaljer. Hør nu videre. Har De måske ikke en aftale kl 18.00?

Herr Hviidjuul
Den er aflyst. Jeg har lige sendt en SMS.

Herr Sortseer
De sidder da vel ikke og telefonerer, mens jeg…Lige meget! …vanvid, var det ikke det, jeg sagde…Altså! Disse simple mennesker levede et liv i fred og fordragelighed. Alle stod de til regnskab for hverandre, og mens der ind i mellem udbrød stridigheder over adgangen til græsningsarealer eller brugsretten til et særligt frugtbart stykke jord, så var disse stridigheder ikke mere end man kunne håndtere indbyrdes. Gerne over et krus øl, eller en dram af den kryddersnaps, som man i hver dal bryggede efter en særlig, lokal opskrift. Selvfølgelig kendte man til den slags sorg og tab, som altid har været menneskenes lod, men man påførte dem sjældent sig selv.

Herr Hviidjuul
Et sandt paradis, hvad?

Herr Sortseer
Næh, men Herr Hvidjuul dog! Sporer jeg en vis uvant spot i Deres stemme? En vis kold kynisme? Godt for Dem! Men tillad mig at fortsætte:

Herr Hviidjuul
Fortsæt endelig. Det forekommer mig, at De slet ikke er kommet i gang med historien endnu.

Herr Sortseer
Rolig, Rolig. Enhver god historie fordrer en eksposition, og denne er snart til ende. Blot endnu en detalje mangler der, før den egentlige historie kan sættes i gang:
Som sagt, kendte man i dalene til både sorg og tab. Værst om vinteren, hvor ulvene drevet af sult søgte ned fra bjergenes skove. Får forsvandt fra engene, det skete at ulvene fik held til at snuppe en ko eller en hest. Og i de år, hvor kulden var særlig slem, hændte det, at de mest modige ulve ved nattetid sneg sig helt ind i landsbyernes gader. Menneskene i dalene gjorde deres bedste for at beskytte sig selv og deres dyr. Jægere drog ud for at skyde ulvene, men skønt de var fortræffelige skytter og eminente til at følge spor, fik de altid kun ram på enkelte omstrejfere. Ulvenes huler fandt de aldrig.

Der levede i de dage, i disse dale, omgivet af disse høje bjerge, en simpel fårehyrde. En kold og klar vintermorgen førte han sin lille fåreflok ud på engen, hvor han vogtede over dem hele den lange dag, indtil han, mens solen gik ned bag bjergene, førte dem hjemad igen, til arnens ild og staldens varme. Det var helt mørkt, da han nåede tilbage til sit hjem, og allerede på afstand indså han, at noget var galt. For der strålede intet lys fra hyttens små vinduer, og hans lille søn kom ham ikke løbende i møde, som han ellers havde for vane. Vinden blæste koldt, og sneen hvirvlede omkring ham, mens han løb hen mod hyttens vidåbne dør, som i vinden svingede vildt på sine hængsler.
I hytten mødte et frygteligt syn ham. Møblerne væltet, krus og tallerkner knust, ildstedet udslukt. Og dér, midt i ødelæggelsen så han sin hustru og sin søn. Søndderrevne, halvt fortæret. Døden havde været forbi. Det største sæt ulvespor han nogensiden havde set, først blodige, siden blot som skygger i den hvide sne, førte bort fra hytten og ind i skoven, med retning mod bjergene.

Herr Hviidjuul
Det er ikke nogen god julehistorie, den.

Herr Sortseer
Nej, det er det ikke. Men vi kan jo sige at denne ulykkelige hændelse indtraf netop juleaften, hvis De synes det gør nogen forskel? Hør nu videre:

Næste morgen begravede fårehyrden sin familie, greb sit gevær, og begav sig i den retning som ulvens spor stadig tydeligt aftegnede for ham. Landsbyens ældste havde uden held forsøgt at tale ham fra hans forehavende, men han ville ikke lytte. Der var som sket en forvandling med ham. Og hvem kan bebrejde ham det? Intet mere af værdi, var der længere for ham i den lille landsby. For ham gjaldt nu kun en ting: At finde og dræbe den store ulv.

Sådan begyndte jagten. I starten gjorde vor helt – for han er helten i denne historie – gode fremskridt. For ulvens spor var let at følge. Det førte ham ind i de mørkeste skove, hvor kun få mennesker havde sat deres fod, og ud på den anden side, hvor endnu en dal lå udstrakt i bjergenes skygge. Gennem dalen fulgte han sporet, og overalt hvor han kom frem, blev han mødt med historier om rædsel i mørket. Om blod og pludselig død. Om en stor hvid ulv, med rødflammende øjne, som selv de bedste jægere ikke kunne få ram på. Men altid kom han for sent. Det hændte ganske vist, at han ligesom så en mørk skikkelse langt foran sig, mellem træerne, eller at han om natten hørte en dyb hylen båret frem af vinden, men altid på afstand. Udenfor rækkevidde.

Dage blev til uger, uger til måneder. Men vinteren holdt sit tag i landet, og vor helt vaklede. For de forsyninger han havde bragt med sig hjemmefra, var for længst sluppet op, og sporet havde ført ham ind i fjerne dale, hvor ingen mennesker mere kendte hans navn. Han var blandt fremmede, og da hans sidste midler var brugt op, indtraf faldet.

Herr Hvidjuul
Faldet?

Herr Sortseer
Faldet, ja. Se, vores helt måtte fortsætte. Sporet lå helt klart der, foran ham, i månens kolde lys, og han måtte fortsætte. Det forstår De vel? Han havde intet andet valg. Andet end da at vende hjem med uforrettet sag. Altså havde han intet valg overhovedet, omstændighederne taget i betragtning. Ser De?

Herr Hviidjuul
Jeg ser.

Herr Sortseer
Så ser De vel også, at der ikke var tale om et valg, da vores helt brød ind i en lille, afsidesliggende hytte, og stjal de forsyninger, han fandt der?

Herr Hviidjuul
Han stjal? Men siger De ikke, at han er helten? Hvad med den stakkels familie, som boede der? Hvad med dem? Gjorde han dem fortræd?

Herr Sortseer
Det gjorde han. Sandt at sige er historien lidt uklar på dette punkt. Hvem ved i virkeligheden, hvad der udspandt sig i denne lille, afsidesliggende hytte? Sneg han sig ind som en tyv om natten? Eller måtte han gribe til mere…håndfaste midler? Det vides ikke, og det er i sidste ende uden betydning. Konsekvensen er den samme: Det var en hård vinter, det år, og hytten lå helt isoleret. Resten kan De tænke dem til.

Herr Hvidjuul
Er det Deres historie?

Herr Sortseer
Her kunne historien selvfølgelig godt slutte, ja, men det ville i så fald være en noget uforløst fortælling, synes De ikke? For hvad med jagten? Ulven? Nej, vi må følge sporet frem til den bitre ende:

Den kom ikke så mange dage senere, da vores helt kæmpede sig vej gennem en frygtelig snestorm. Himmel og jord stod i ét, sneen hvirvlede omkring ham, og det spor han fulgte, var ikke længere nogetsteds at se. Han var faret vild. Vor helt var forfrossen og sulten, og da dagen endelig gik på hæld, sank han udmattet om i sneen. Længe lå han der, mens mørket sænkede sig, og en besynderlig ro langsomt faldt over ham. Men bedst som han var ved at overgive sig helt til den nådige glemsel, hørte han et isnende ulvehyl, helt nær ved. Gennem sammenisede øjenvipper spejdede han ud i mørket, og dér..dér så han en sort og stor skikkelse nærme sig. Langsomt kom den nærmere og nærmere, og lige inden vor helt mistede bevidstheden, helt overvunden af frygt og af kulde, var det som om skikkelsen, med flammende røde øjne, stirrede dybt ind i hans sjæl,

Herr Hviidjuul
Og så var det forbi? Ulven fik ham til sidst?

Herr Sortseer
Hør nu: Da vor helt kom til sig selv igen, fandt han sig indpakket i et fåreskind, liggende ved siden af et buldrende bål. Og på den anden side af bålet, bag flammerne, sad en gammel mand. Lyset fra bålet skinnede rødligt i hans sorte øjne, og gav hans lange, hvide hår et blodrødt skær. Et spottende smil, spillede om hans mund, mens han betragtede vor helt indgående. Længe sad de sådan, indtil vor helt mumlende begyndte at takke den gamle, for at have reddet ham fra den visse død. Men den gamle sagde intet. Han rakte blot en træskål med fårekød frem, og bød vor helt at spise. Grådigt åd han kødet, og da han var færdig, rakte han skålen tilbage.

”Jeg ved, hvem det er, du jager”, sagde den gamle pludselig. Hans stemme tonløs, næppe hørbar over nattevindens hylen. ”Jeg ved hvem du jager, for jeg jager ham selv. I mange år har jeg jaget ham, og derfor ved jeg mere end du. Lyt derfor vel til det råd, jeg nu giver dig, og lad det lede dit hjerte: Vend om. Gå hjem. Der er intet for dig at finde her.” Vor helt takkede endnu en gang den gamle, men forsikrede ham om, at han ikke ville vende hjem, før end den store ulv lå død for hans fødder.

Længe sagde den gamle ikke noget. Han nikkede blot, som var det præcis det svar, han havde forventet. Det spottende smil mere utvetydigt end før. ”Nuvel”, sagde han endelig. ”Jeg ser, at du har truffet dit valg, og jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan. Vid, at den ulv du søger, ikke er langt herfra. Et sted i disse bjerge er der en skjult dal. Længe har jeg søgt den, og længe er jeg gået vild. Men dalen findes, og finder du den, har du fundet din ulv”.
Vor helt åbnede munden for at svare, men den gamle afbrød ham: ”Det er en dyb dal, helt omgivet af bjerge. På dalens grønne bakker, græsser flokke af får. Hver nat kommer ulvene ned fra bjergene, og hver nat forsvinder et får. Fårene æder græs, og føder nye lam til flokken. Lammene bliver til får, og fårene bliver taget af ulven, når natten kommer. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive med at være.” Den gamle tav, og stirrede længe ind i de røde flammer. ”Det hænder ganske vist, fra tid til anden, at et får løfter hovedet fra græsset, og med ét indser, hvilken morderisk fælde både det selv, og resten af flokken er fanget i. Men ramt af denne indsigt, og bedst som det hæver sin røst for at advare de andre, da forvandles det selv til en ulv, og giver sig bort til natten!” Den gamle smilte nu bredt, og lyset fra flammerne farvede hans tænder røde som blod. ”Ser du”, fortsatte han, ”Et får forbliver kun et får, så længe det æder græs. Og også ulve må æde, eller dø!”

Og så lo han. Den gamles latter lød højere og højere. Den overdøvede vindens susen, trækronernes sang, og gjaldede ud over landet med de dybe dale og de høje bjerge. Og som han lo, voksede hans skikkelse sig større og større, indtil den fyldte alt, og alt blev sort.

Da vor helt vågnede næste morgen, var bålet brændt ned. Han lå stadig indpakket i fåreskindet, og foran ham stod en skål med koldt fårekød. Den gamle var borte. Vor helt spejdede omkring på jorden, efter tegn på hvilken vej han var gået, men han så kun ulvespor. Intet andet end ulvespor så han, i den kolde sne.

Herr Sortseer
Og det, min herre, var, som man siger, dét.

Herr Hviidjuul
Det var dog en deprimerende historie.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om!

December – Akt V

christmas

Dagens Kalenderlåge: Uffe Elbæk

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som stadig er udstoppet, men dog spiller en vis rolle)

Akt V

Herr Sortseer
Er du der?

Hunden Jasper
(…)

Herr Sortseer
Du er der da, er du ikke?

Hunden Jasper
(…)

Herr Sortseer
Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig. Noget, jeg aldrig rigtig fik sagt. Åh, nej, det er fjollet, det her..

Hunden Jasper
(…)

Herr Sortseer
Sagen er den, at…Jeg…Nej, tag dig nu sammen menneske…Jeg holdt jo så uendeligt meget af dig, Jasper… Jeg holder så meget af dig.. Der, så er det sagt!

Hunden Jasper
(…)

Herr Sortseer
Husker du første gang vi mødtes? På internatet på Bellavej? Det gør jeg! Som var det i går. Da jeg satte mig ned på hug, ved det lille bur i hjørnet, og kiggede ind gennem tremmerne. Det var mørkt derinde, og jeg kunne ikke se andet end et omrids..som en lille bunke klude, der lå sammentrykket der…helt inde i hjørnet. En lille bunke klude, som nogen havde smidt væk. Jeg sad længe der, Jasper. Længe sad jeg der. Det var som om tiden stod stille. Alt blev stille. Og så pludselig hørte jeg det.. Dit uregelmæssige, spæde åndedræt.. Da smeltede mit hjerte, Jasper, Det var som om mørket forsvandt. Længe sad jeg blot der, lyttende…Og da du så endelig krøb hen til tremmerne, ind i lyset, da jeg så ind i dine øjne for første gang…da jeg gennem tremmerne mærkede din kolde snude mod min..Da vidste jeg, at du var min – og jeg din.

Hunden Jasper
(…)

Herr Sortseer
Og da så Irene, år senere, gik bort…Jeg tror ikke jeg havde klaret det uden dig, Jasper. Det tror jeg ikke. Jeg var et mørkt sted.. fortabt. Men nu trak du mig tilbage i lyset… Det skal du have tak for. Det var det, jeg aldrig rigtig fik sagt. Tak, Jasper!

Hunden Jasper
(…)

Herr Sortseer
…Men hvad er det? Bedrager min øjne mig? Er det et glimt af genkendelse, jeg ser i dine glasklare øjne? Et glimt af liv..kærlighed i dine øjnes spejl?..Man ved jo aldrig…aldrig med sikkerhed…Er du der? Er du der, Jasper? Giv mig et tegn!…

Herr Hvidjuul
Så er jeg tilb….Nej men sig mig, hvad laver De der på Gulvet?

Herr Sortseer
Intet!.. Et øjebliks ubetænksomhed, ikke andet. Jeg snublede…faldt…Det er overstået nu. Jamen så stå dog ikke bare der, menneske! Hjælp mig op!

Herr Hviidjuul
Jamen selvfølgelig…Sig mig, græder De?

Herr Sortseer
Vær nu ikke absurd! Mine øjne løber i vand, det er det hele. Og kan det undre Dem? Luften er så tør herinde. Pejsen..Røgen. De lufter jo aldrig ud. Hvorfor lufter De aldrig ud? Intet under at man bliver helt rundt på gulvet.

Herr Hviidjuul
Det er dog ellers Dem, som altid klager over kulden, blot jeg sætter et vindue lidt på klem. Men nu åbner jeg op, se..

Herr Sortseer

Nej, lad det være. Jeg er mig selv igen. Sæt Dem ned. Fortæl mig i stedet hvad De har bedrevet, der ude i den store verden. Fik de mærket den sådan rigtigt i dag? Modbydeligt koldt, ikke sandt?

Herr Hviidjuul
Det ved jeg nu ikke. Snarere blæsende, vil jeg sige. Der er skred i tingene, alt er i bevægelse. Morgendagen skabes i den storm, der raser i dag, og jeg føler virkelig, at vinden blæser fra en gunstig retning. Der er håb i luften, min ven. Forandringer. Det gamle må bukke og forføje sig fra scenen. En ny tid, med nye tanker står for døren.

Herr Sortseer
De er endnu mere irriterende velfornøjet, end De plejer at være, ser jeg. Hvor har De været? Ikke på værtshus igen, håber jeg?

Herr Hviidjuul
Nej, De kan være ganske rolig. Men sandt at sige, kvier jeg mig ved at fortælle Dem, hvad jeg har lavet. Jeg frygter, at De vil le mig lige op i ansigtet.

Herr Sortseer
Det er der en overhængende fare for, det nægter jeg ikke. Men De er et voksent menneske, hvad bryder De dem om andres hånende latter? Hav dog lidt selvrespekt, menneske. Tro lidt på Dem selv. Til helvede med andres latter. Alt for ofte er latteren blot dække for det skrig, som trænger sig på. Det ved De vel? Og begynder man først at skrige, så er det jo ikke sikkert at man kan holde op igen. Latteren tilhører både humoristen og kujonen. For den første er den et våben, for den anden et skjold. Fortæl mig nu, hvor har De været?

Herr Hvidjuul
Som de vil. Jeg har været til POLA.

Herr Sortseer
Til hvad?

Herr Hviidjuul
Til POLA. Et politisk laboratorium. Hos Alternativet. Se, nu ler De! Jeg vidste, De ville le!

Herr Sortseer
Nej. Jeg ler ikke. Se på mig! Ser De blot antydningen af et smil?

Herr Hviidjuul
Nej.

Herr Sortseer
Nej. Jeg ler ikke. Jeg kender Dem, Herr Hvidjuul, og det bedre end De måske tror. Jeg ved, at De vil det bedste, håber det bedste. For alle mennesker. Og nu gør De det bedste, tilmed. Det bedste, De har lært. Det bedste, De kan, med Deres forudsætninger og under de omstændigheder, som De nu engang befinder Dem i. Sig mig, hvad skulle der være latterligt ved det? På en måde misunder jeg Dem.

Herr Hviidjuul
De overrasker mig, Herr Sortseer. Det må jeg sige. Det havde jeg ikke ventet af Dem.

Herr Sortseer
Nej, De gør Dem ingen høje tanker om mig. Det har De demonstreret ved flere lejligheder, tak.

Herr Hvidjuul
Det er ikke rigtigt. Sandt at sige så…Herr Sortseer…Jeg værdsætter dem meget højt!

Herr Sortseer
Åh, så hold dog kæft, menneske. De er jo ikke til at holde ud.

Herr Hviidjuul
Det er bare…Jeg håber virkelig, at det ikke er rigtigt. Det man siger. Om Alternativet. Om Uffe.

Herr Sortseer
Hvilket?

Herr Hviidjuul
At det er et klovneparti. At han er en klovn. At vi alle sammen, i sidste ende, er helt til grin.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om.