December – Akt VII

christmasDagens Kalenderlåge: Eini Carina Grønvold

December – et Melodrama i 24 akter:

Dramatis personae
Herr Sortseer
Herr Hviidjuul
Hunden Jasper (som i dag er til rens)

Akt VII

Herr Sortseer
Hvad Laver De? Hvorfor sidder De der i skrædderstilling, med lukkede øjne? Man skulle jo tro, at man havde forvildet sig ind i et tempel i Tibet? Få dog fødderne ned! Sæt Dem som et normalt menneske, med fødderne solidt plantet på jorden. En Chesterfield er en stol designet til en Gentleman, ikke til den slags…åndemaneri!

Herr Hviidjuul
Åh, jeg så Dem slet ikke komme ind.

Herr Sortseer
Nå, det var bedre. Og nu, hvor De har fødderne nedad og hovedet opad, som det sig hør og bør, så vil De måske delagtiggøre mig i, hvad det klovneri skulle gøre godt for?

Herr Hviidjuul
Åh, det var bare noget jeg læste. Om ’det gode liv’. Det er efter sigende et liv uden angst, og jeg har hørt at meditation skulle være så beroligende.

Herr Sortseer
Ak, det står værre til med Dem, end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet. De tager vel ikke en sådan Rina Ronja på ordet? Altså sådan helt alvorligt? Hvad ved hun dog om noget som helst?

Herr Hviidjuul
Rina Ronja? Det er Eini Carina Grønvold, som skriver dagens julekalender i Information?

Herr Sortseer
Det var også det jeg sagde? Eini Carina?

Herr Hviidjuul
Nej, De sagde Rina Ronja. Og ikke nok med det. De sagde en sådan Rina Ronja. Hvad mener De egentlig med det?

Herr Sortseer
Gjorde jeg det? Nej, det…lad mig tænke mig om et øjeblik. Løfte lidt på kistelåget, De ved…

Herr Hvidjuul
Nå?

Herr Sortseer
Jo, minsandten. Det sagde jeg da vist også. Det var dog højst interessant…mmm…Næh, der kan man bare se!

Herr Hviidjuul
Se hvad?

Herr Sortseer
Min herre, ved De hvordan menneskelig kognition fungerer? Sådan i grove træk?

Herr Hviidjuul
Ja, det er vel noget med…

Herr Sortseer
Nej, så tillad mig at oplyse dem lidt. I sandhed er der ingen som sådan helt nøjagtigt kan gøre rede for alle aspekter af menneskelig konstitution, men lidt ved vi dog, efterhånden. Ser De, associationer spiller en ikke ubetydelig rolle for menneskelig kognition. De ved, hvad en association er, ikke?

Herr Hviidjuul
Joeh, det er vel når man tænker ét, og så i den forbindelse kommer til at tænke på noget andet?

Herr Sortseer
Mnjoeh, det kan De sige. Jeg ville nu udtrykke det lidt anderledes: Det er når man skaber en forbindelse mellem to eller flere ting, som ikke med nødvendighed har sammenhæng. Kan De følge mig? Ellers lad mig give Dem et eksempel: Synet af blå blink, og lyden af en sirene. Begge forbundet til for eksempel en ambulance. En ret nyttig association, ikke sandt? Ellers ville De jo, hver gang de hørte en sirene eller så blå blink, stå og glane, mens de spekulerede på, hvad et sådan menageri dog kunne betyde? Og dette er blot et banalt eksempel. De er et dannet menneske, ikke uden en vis portion livserfaring. Jeg har fuld tillid til, at De selv kan føre eksemplet ud i mere komplicerede former.

Herr Hvidjuul
Jo, tak. Men hvad har det med Rina Ronja og Eini Carina at gøre?

Herr Sortseer
Jo, ser De! Jeg har netop opdaget, takket være Deres indvending tidligere, at jeg under min hjernekistes låg åbenbart bærer rundt på et sådant associations-objekt, en lille kognitionsklump, hvis De vil tillade mig det noget upræcise udtryk, under overskriften: ’en Rina Ronja’. En ganske morsom opdagelse, faktisk. Bedårende, næsten.

Herr Hviidjuul
Jeg er stadig ikke med? Hvad har al deres snak dog med Rina Ronja at gøre? Hvorfor taler vi overhovedet om Rina Ronja, når det er Eini Carina Grønvold, som har skrevet dagens julekalender?

Herr Sortseer
Hvad det har med personen Rina Ronja at gøre? Intet som helst. Intet overhovedet. Jeg kender stort set intet til personen Rina Ronja. Det er vist et eller andet med ’Nej til EU’, eller lignende banaliteter, er det ikke? Nej, med personen Rina Ronja har det intet at gøre. Det giver sig selv. Men hende Eini Carina Grønvold, derimod, hun er da vist sådan en rigtig Rina Ronja, er hun ikke? Det er i hvert fald, hvad min hjerne fortæller mig. Og den plejer nok at vide, hvad den taler om.

Herr Hviidjuul
De giver ingen mening.

Herr Sortseer
Så lad mig skære det ud i pap, siden De åbenbart er lidt sløv i opfattelsen, i dag. Mon ikke det er al den meditation, som sløver Deres forstand? Utilsigtede bivirkninger? Det skrives der nok ikke meget om, i al Deres fordummende selvhjælps-litteratur? Ja, for De er vel ikke begyndt at drikke igen? En lille formiddagsbajer eller fem? I så fald må De flytte! Dét går jeg ikke igennem en gang til. Ikke for Dem. Ikke for nogen! Det holder jeg ikke til!

Herr Hviidjuul
Hvis De blot holder Deres evige mistænksomhed for Dem selv, så skal jeg nok holde mig flasken fra livet! Det er tre år siden! Tre år, uden en dråbe! At De ikke skammer dem, sådan at bringe det op i tide og ikke mindst i utide! Gør De hellere rede for Deres forvirrede tankerække, inden jeg helt mister tålmodigheden.

Herr Sortseer
Om forladelse. Det var under bæltestedet, Det indrømmer jeg. De har været standhaftig. Den ros skal De have.

Herr Hviidjuul
Det er glemt. Fortsæt nu bare.

Herr Sortseer
Altså. Jeg har gennem en kort introspektion erfaret, at jeg i mine hjernevindinger har gemt en kategori for progressive, unge kvinder. Den bærer mærkaten ’en Rina Ronja’, af hvilken årsag ved jeg ikke med sikkerhed..lad mig tænke…åh jo, nu ser jeg det: ’Rina Ronja’ er da et irriterende progressivt navn, er det ikke? Hvilke associationer mon knytter sig til det? Astrid lindgreen, Pippi Langstrømpe, Hippie, Christiania, Flippere, kvindefrigørelse, feminisme, venstreorienteret…ja, jeg kunne blive ved.

Herr Hviidjuul
Så De siger altså, at fordi Eini Carina Grønvold er en ung, progressiv kvinde, så er hun i Deres øjne en ’Rina Ronja’…som i deres hoved blot er benævnelsen af en type….og derfor…er Eini Carina Grønvold ikke værd at tage alvorlig?

Herr Sortseer
Det er det jeg siger, ja. Først tænkte jeg det, og så sagde jeg det.

Herr Hviidjuul
Så De siger altså….at unge, progressive kvinder ikke er værd at tage alvorligt?

Herr Sortseer
Det siger jeg åbenbart, ja. Det var i hvert fald det, jeg tænkte. Og da vi to kender hinanden så godt, så er jeg ikke bange for at fortælle Dem, hvad jeg tænker. Men hold det venligst mellem os. Man skal vare sig i disse tider. Man kan ikke sige hvad man tænker, uden at der er visse konsekvenser.

Herr Hvidjuul
Nej, det ved gud. Og gud ske tak og lov for det! Det var dog nogle modbydelige og fordomsfulde tanker, som De der går rundt med.

Herr Sortseer
Det kan vi ikke være uenige om!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s