Ikke i mit navn?

Der er meget jeg ikke ved. Der er meget jeg ved.

Jeg ved ikke om danske F-16 fly er udsmykket med nationale kendetegn, når de bomber på den anden side af verden. Jeg ved ikke hvad de bomber. Jeg ved blot at de bomber, at bomberne rammer noget, måske nogen, og at bomber er designet til at ødelægge. Udslette. Jeg ved at jeg gerne vil tro, at danske F-16 fly ikke bomber i mit navn.

Jeg ved ikke under hvilke forhold det keyboard jeg skriver disse linjer på, er produceret. Jeg ved, at det var billigt, at det er ’made in China’. Jeg ved at forholdene for mange kinesiske fabriksarbejdere nok ikke er forhold, jeg selv ønsker at arbejde under. Jeg ved at jeg gerne vil tro, at dette keyboard ikke er lavet i mit navn.

Jeg ved ikke hvem du er. Jeg ved ikke om du vil mig det godt eller ondt. Jeg ved ikke om ondskab findes. Jeg ved ikke om jeg er ond set med dine øjne. Jeg ved, at tro og overbevisning er afgørende for perceptionen. For forståelsen af dette fraktal-lignende kaos vi kalder eksistensen. At perspektiver opstår og udvikles i en vekselvirkning mellem det indre og det ydre, ånd og omverden. Jeg ved at min sandhed er fordømt til en sådan uendelig dans på kanten af afgrunden: Ét uforsigtigt skridt, ét uventet vindstød…og så det svimlende styrt. Jeg ved at jeg gerne vil tro, at min sandhed overlever faldet.

Jeg ved ikke om der findes en gud. Jeg ved ikke, i fald der gør, hvilket navn en sådan entitet kan påkaldes ved. Jeg ved ikke, om en sådan entitet kan påkaldes overhovedet, til retfærdiggørelse af noget som helst. Jeg ved at universet er nærmest uendeligt. Jeg ved at det anslås at rumme mellem 100-200 milliarder galakser, og at hver af disse galakser rummer over 100 milliarder stjerner. Jeg ved at der mellem dette utal af stjerner findes enorme mængder mørkt stof, som ingen ved præcis hvad er. Måske bor en gud der? Under alle omstændigheder ved jeg at jeg gerne vil tro, at hver eneste gud, hver eneste stjerne i hver eneste galakse, kender mit navn.

Jeg ved ikke hvor lykken bor. Måske bor den i de uendeligt smalle sprækker mellem øjeblikke? Der, hvor kun de færreste har fantasi, vilje og lyst til at lede? Eller måske bor den ingen steder? Måske er den tabt for den, der søger den? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot, at den ikke findes i blodet, der stille flyder mellem brostenene i lysenes by. I barnets smil knust af bombernes regn. I det mørke, som også mit hjerte rummer. Jeg ved at vi har tabt freden, og at den for altid vil undslippe os. Men netop derfor må vi søge den. Altid. Uophørligt.

Selv om jeg ikke vil tro det, selv om mit sind gør oprør ved tanken, så ved jeg at det hele sker i mit navn. Spørgsmålet er og forbliver:

Hvad vil jeg gøre ved det?

Advertisements

Pathetic Lullaby

Tåge er en sky der ligger på jorden. Bittesmå dråber af vand. Lette nok til at svæve omkring i luften, uden at falde ned.

Men tågen gør blikket svagt. Kraftesløst. Det gennemborer ikke længere æteren, men falder fortabt på jorden for den seendes fod. Som ville det bore sig dybt ned, helt ned i de underjordiske riger, hvor mørket har sin rod.

Blot bittesmå dråber af vand. Lette nok til at svæve omkring i luften, uden at falde ned.

Fandens, at der ikke skulle mere til…