Tvivl

Et måske fiktivt svar til en måske fiktiv person i et måske fiktivt internetforum

Niels-Simon,

Hvor er jeg på vej hen, spørger du. Jeg ved det ikke. Et utilfredsstillende svar, naturligvis. Ikke mindst for mig selv. Men Jeg ved, hvor jeg ikke skal hen. Jeg skal ikke samme vej, som den kultur jeg er født ind i. Den er mig fremmed, den frastøder mig – eller frastøder jeg den? Jeg ved det ikke, jeg ser ikke længere klart. Du taler om fællesskabets nødvendighed, og jeg er enig, men jeg har aldrig følt mig mere fremmedgjort, mere udenfor, mere alene. Mine hjernevindinger er ikke snoet efter de rette mål. Som dine magnolietræer er jeg ikke tidssvarende, ikke tilpas omstillingsparat, tjener intet formål. Vi lever i et netværkssamfund, hvor der utvivlsomt delibereres på livet løs, men jeg taler ikke det sprog. Der er for meget støj og for lidt signal efter min smag. Men jeg er naturligvis pinligt bevidst om, at det måske i virkeligheden kun er mig, der udsender støj.

I så fald er det ikke så underligt, at jeg ikke opnår forbindelse.

Og så alligevel. Jeg har en dreng, der lige er blevet 6 år gammel. Hans signal går tydeligt og klart igennem. Han er lige blevet bevidst om, at vi alle skal dø, og det skræmmer ham fra vid og sans. Og jeg skruer efter bedste evne på knapper og trækker i håndtag, i et naivt håb om at også mit signal for ham bliver tydeligt: Kærlighed. Nænsomhed. Medlidenhed. Forståelse. Evnen til at tilgive. Og så tvivlen. Uden at den bliver dræbende og lammende, selvfølgelig, som den har været for mig selv i alt for mange år. Men som den styrke den også kan være: Den frugtbare jord, som menneskeligheden kan vokse og modnes i.

Så hvor er jeg på vej hen? Måske ser jeg lidt klarere nu: Gennem tvivlen, mod forståelsen. Med min søn i hånden. Det forslår naturligvis som en skrædder i helvede. Men hvor skal jeg ellers gå hen?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s