Brev til John! – et ufuldstændigt svar på et eviggyldigt spørgsmål

Et måske fiktivt svar til en måske fiktiv person i et måske fiktivt internetforum

galaxies

Kære John,

Lad mig starte med at sige, at jeg føler meget stor sympati for dig. Medlidenhed i ordets egentlige betydning.

Hvordan kan det nu gå til? Jeg kender dig jo ikke? Well, det er korrekt at jeg ikke kender dig, men i den fortvivlelse (hvis du vil tillade mig det ord) du til tider giver udtryk for, genkender jeg mig selv. En fortvivlelse som i hvert fald er mit grundvilkår, og som næsten 40 års livserfaring ikke har kunnet frigøre mig fra.

(At en sådan frigørelse i sidste ende måske ikke er hverken ønskelig eller tjenestelig, er en anden sag, som jeg ikke direkte vil komme nærmere ind på her).

Det er derfor ikke tilfældigt at jeg har valgt billedet af Albert Camus tll at repræsentere min profil i dette forum, At et stort billede af ham pryder min væg, og at jeg første gang jeg læste hans værker, for første gang følte at jeg var kommet ‘hjem’.

Albert Camus sætter med begrebet ‘Absurditet’ ord på den fortvivlelse, som også for ham var et grundvilkår: Fortvivlelsen over at leve i en verden uden mening eller sandhed, uden værdi. Hans livsværk, som på brutal vis blev afsluttet i en bilulykke i 1960, bestod i et forsøg på at komme overens med denne fortvivlelse. At slutte fred med den, så at sige. Det lykkedes ham ikke. Og selv om han ikke var død så forholdsvis ung (46 år), så tror jeg aldrig han ville være lykkes med det. Dertil så han for klart, var for hudløst ærlig, eller rettere for dårlig til at lyve. Især til at lyve over for sig selv.

Så når du spørger, ‘Hvorfor er det bedre at være til end ikke [at] være til’, så stiller du præcis det samme spørgsmål, som Camus stillede som udgangspunkt for sin første udforskning af ‘det absurde’, i hans bog ‘sisyfos-myten’:

“Der findes kun ét virkelig filosofisk problem: selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål”

Camus nåede aldrig til et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Men det betyder ikke, at hans overvejelser er uden værdi, eller at de ikke kan hjælpe de af os, der til tider finder det svært at leve. Om ikke andet kan de forsyne os med den lindring af smerten, som kan findes i bevidstheden om at andre føler det samme som én selv: solidariteten.

Konklusionen Camus når frem til i ‘sisyfos-myten’ er, at selvmordet må forkastes. Som han skriver i indledningen til bogen ‘Oprøreren’ fra 1951:

“Den absurde tankegangs sidste slutning bliver faktisk forkastelse af selvmordet og fastholdelse af den desperate konfrontation af den menneskelige spørgen med verdens tavshed”.

Mellemregningerne skal jeg ikke komme ind på her, men konklusionen er af afgørende vigtighed. Den demonstrerer hvad jeg tidligere beskrev som Camus’ manglende evne til at lyve for sig selv, kombineret med det klarsyn der efter min mening var hans største gave. Dét som Camus ikke kunne lyve om, var nihilismens berettigelse: Verden er tavs! Den kan ikke give os noget grundlag for erkendelse eller moral. Men hvad han samtidig så klart var, at mennesket ikke kan leve som nihilist, ej heller begå selvmord som nihilist:

På en måde bevarer det menneske, som i ensomhed tager sig af dage, endnu respekten for en værdi, fordi han jo åbenbart ikke tilkender sig selv nogen ret over andres liv. Beviset er, at han aldrig bruger den frygtelige kraft og frihed, som skænkes ham i beslutningen om at dø, til at beherske andre; ethvert selvmord i ensomhed har, når det ikke fuldbyrdes som hævn, en gavmild eller ringeagtende side. Men man ringeagter i en eller anden værdis navn. Hvis verden er selvmorderen ligegyldig, er det, fordi han har en idé om noget, som ikke er eller ikke ville kunne være ham ligegyldigt. Man tror, at man tilintetgør alt og trækker alt med sig, når man går ind i døden. Men af selve denne død genfødes en værdi, som måske ville have gjort det værd at leve.

‘Af selve denne død genfødes en værdi, som måske ville have gjort det værd at leve’.

Denne ene sætning, John, rummer både svaret på dit spørgsmål, samt det eneste brugbare udgangspunkt jeg kender til, for enhver videre løsning af de problemer der til alle tider har hjemsøgt os mennesker, på dette våde klippestykke, i dette ganske gennemsnitlige og frem for alt tavse univers.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s