Roskilde, mit hjerte

sadangel

Kunsten danser om sig selv. Og dekadenterne danser med. Hvonår stopper dansen? Når der ikke er flere stole?

Et par gange om året tager nogle af mine venner på kærlighedsrejse til Berlin. Koner, kærester, børn, karriere og ansvar efterlades, mens drengene finder kærligheden i sig selv, hinanden, og Berlin. Og i MDMA. Først og fremmest i MDMA.

MDMA er den virksomme komponent i det stof, der i folkemunde er kendt som Ecstasy. Wikipedia, folkets opslagsværk, beskriver dets virkning som følger:

MDMA increases a sense of intimacy and diminished anxiety with others which can induce euphoria and mild psychedelia.”

Mine drenge, mine venner, lider altså i et vist omfang, må man formode, af mangel på intimitet og et mærkbart overskud af ængstelse i omgangen med andre mennesker. En mangel og en ængstelse, som åbenbart bedst lindres i adskillelse fra familie, karriere, og ansvar. Og i MDMA. Først og fremmest i MDMA.

Dermed er allerede meget sagt. For mine venner er ikke u- eller underuddannet White Trash fra Udkantsdanmark, ej heller håbløse sociale tilfælde fra Albertslund, Brøndby, eller hvad søren hovedstadens underprioriterede distrikter nu end hedder i disse dage. Mine venner er hovedsageligt veltilpassede, veloplyste, omsorgsfulde, og forandringsvillige bedsteborgere. Børn af den middelklasse som synes at være omdrejningspunkt for al positiv opmærksomhed i dette besynderlige, lille land. Mænd i 30’erne, som var på forkant med hipsterbølgen, og som nu allerede er på vej et helt andet sted hen.

Men hvorhen? Ja, åbenbart til Berlin. I hvert fald et par gange om året. Det selvsamme Berlin, hvor om Michael Strunge i et lille, uvurderligt klip på Youtube, i 1984 poetiserede:

[…]

For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys

en kunsteufori, en glæde købt og ædt.

Berlin, mit ansigt, en by uden plan,

linier uden mål,

for hvad skal jeg se hen til

og hvor skal jeg danse

når musikken presses gennem filtre

mens køn passes til form i nylon.

Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!

Og blodets veje kan forudsiges

som turisternes rejser efter souvenirs.

[…]

Nu skal man jo passe på med at tage Michael Strunge til indtægt for meget andet end det angivelige faktum, at han Kainsmærket sprang ud i selvmordet, i erkendelsen af at selv solen er lavet af plastic. Dog står hans ord besynderligt urovækkende tilbage. Som en klaverstreng der ikke vil falde til ro. En hvileløs nervetråd i et fælles indre. Hvilket bringer os, det vil sige mig, til Roskilde. Roskilde Festival.

Man skal vel næsten være idiot for ikke at indse, hvor meget denne hyldest til Dionysos fylder i en bestemt fælles bevidsthed: Den medieskabte, medieformidlede virkelighed. Det kræver tilsvarende idioti hvis man ikke indser, at denne medieskabte, medieformidlede virkelighed savner et afgørende vigtigt element: Kritisk distance. Som en Jørgen Leth fortærer kokkepigens mørklødede datter, uden smålig hensyntagen til århundreders kolonialistiske baggage, endsige en bekymring i forhold til meget reelle, strukturelle (dvs. primært økonomiske) magtforhold, således hengiver et medieskabt og medieformidlet fælles ’vi’ sig til en æstetisk nydelse, hvor fortid og fremtid ophæves til fordel for et altfavnende, og frem for alt uforpligtende ’nu’.

Kunsten lever i dette ’nu’. Den er i selve sin natur egoistisk. Rettet mod ét altoverskyggende mål: Det sublime. Fanden tage resten. De fattige. Klimaet. Det ubetydelige. Medmindre det da kan omformes, og løfte til endnu mere sublime højder. Fanden tage resten.

Kunsten retfærdiggør sig selv i denne sammenhæng: Shakespeare, Baudelaire, Ducasse. Coltrane, Miles, Mozart. Hvem eller hvad fanden man nu end er til. Kunsten retfærdiggør sig selv.Men den er også blind, kan ikke se sig selv udefra. Brecht forsøgte sig  med en kritisk distance, men resultatet forblev det samme: man kan ikke på samme tid være både får og ulv.

Og dog er både Kunsten og Roskilde Festival fyldt med ulve i fåreklæder. Kærlighed, solidaritet og fælles fest om fredagen, men pissesur om mandagen i Netto, fordi de ’for fanden ikke kan snøvle sig sammen til at åbne en kasse mere’. Der er købt aflad. Regningen, den ganske uforpligtende og i sidste ende selvindløste regning, er betalt. Hvem fanden har brug for MDMA når samfundet kalder? ’Ikke mig’, tænker æstetikeren, livsnyderen, ’det perfekte menneske’, men længes alligevel mod Berlin, hvor plasticsolen efter sigende altid skinner.

Vi lever i en kultur, der æder sine børn.

En pumpe for blod, ikke andet! Og blodets veje kan forudsiges.

Man fristes til at sige velbekomme. Eller for nu at være endnu mere højrøvet:

Bon appétit!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s