Åndrigt

selfie

Jeg var i sommerhus forleden. Inviteret, selvfølgelig, for selv har jeg ikke råd til den slags luksus.

To billeder står tilbage. Det ene foreviget på en Iphone (foræret). En ‘selfie’, naturligvis:

Jeg selv og min søn. 39 og 4 år. Lykken uforfalsket i hans ansigt, og næsten i mit. Vesterhavet i baggrunden. Alt og intet sagt på samme tid.

Hvem taler om ånd?

Det andet klokken 23. Alene tyve skridt fra lyset. Omgivet af mørke. Træerne hvisker, men jeg kan ikke høre dem. Jeg hvisker tilbage, men de hører mig ikke.

Hvem taler om ånd?

Jeg græder, men ved ikke hvorfor.

Hvem taler om ånd?

Måske er det endegyldigt forbi? Måske er det lige begyndt? Jeg ved det ikke.

Jeg ved ingenting.

Advertisements

My Perfect Life

 

Brev til John! – et ufuldstændigt svar på et eviggyldigt spørgsmål

Et måske fiktivt svar til en måske fiktiv person i et måske fiktivt internetforum

galaxies

Kære John,

Lad mig starte med at sige, at jeg føler meget stor sympati for dig. Medlidenhed i ordets egentlige betydning.

Hvordan kan det nu gå til? Jeg kender dig jo ikke? Well, det er korrekt at jeg ikke kender dig, men i den fortvivlelse (hvis du vil tillade mig det ord) du til tider giver udtryk for, genkender jeg mig selv. En fortvivlelse som i hvert fald er mit grundvilkår, og som næsten 40 års livserfaring ikke har kunnet frigøre mig fra.

(At en sådan frigørelse i sidste ende måske ikke er hverken ønskelig eller tjenestelig, er en anden sag, som jeg ikke direkte vil komme nærmere ind på her).

Det er derfor ikke tilfældigt at jeg har valgt billedet af Albert Camus tll at repræsentere min profil i dette forum, At et stort billede af ham pryder min væg, og at jeg første gang jeg læste hans værker, for første gang følte at jeg var kommet ‘hjem’.

Albert Camus sætter med begrebet ‘Absurditet’ ord på den fortvivlelse, som også for ham var et grundvilkår: Fortvivlelsen over at leve i en verden uden mening eller sandhed, uden værdi. Hans livsværk, som på brutal vis blev afsluttet i en bilulykke i 1960, bestod i et forsøg på at komme overens med denne fortvivlelse. At slutte fred med den, så at sige. Det lykkedes ham ikke. Og selv om han ikke var død så forholdsvis ung (46 år), så tror jeg aldrig han ville være lykkes med det. Dertil så han for klart, var for hudløst ærlig, eller rettere for dårlig til at lyve. Især til at lyve over for sig selv.

Så når du spørger, ‘Hvorfor er det bedre at være til end ikke [at] være til’, så stiller du præcis det samme spørgsmål, som Camus stillede som udgangspunkt for sin første udforskning af ‘det absurde’, i hans bog ‘sisyfos-myten’:

“Der findes kun ét virkelig filosofisk problem: selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål”

Camus nåede aldrig til et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Men det betyder ikke, at hans overvejelser er uden værdi, eller at de ikke kan hjælpe de af os, der til tider finder det svært at leve. Om ikke andet kan de forsyne os med den lindring af smerten, som kan findes i bevidstheden om at andre føler det samme som én selv: solidariteten.

Konklusionen Camus når frem til i ‘sisyfos-myten’ er, at selvmordet må forkastes. Som han skriver i indledningen til bogen ‘Oprøreren’ fra 1951:

“Den absurde tankegangs sidste slutning bliver faktisk forkastelse af selvmordet og fastholdelse af den desperate konfrontation af den menneskelige spørgen med verdens tavshed”.

Mellemregningerne skal jeg ikke komme ind på her, men konklusionen er af afgørende vigtighed. Den demonstrerer hvad jeg tidligere beskrev som Camus’ manglende evne til at lyve for sig selv, kombineret med det klarsyn der efter min mening var hans største gave. Dét som Camus ikke kunne lyve om, var nihilismens berettigelse: Verden er tavs! Den kan ikke give os noget grundlag for erkendelse eller moral. Men hvad han samtidig så klart var, at mennesket ikke kan leve som nihilist, ej heller begå selvmord som nihilist:

På en måde bevarer det menneske, som i ensomhed tager sig af dage, endnu respekten for en værdi, fordi han jo åbenbart ikke tilkender sig selv nogen ret over andres liv. Beviset er, at han aldrig bruger den frygtelige kraft og frihed, som skænkes ham i beslutningen om at dø, til at beherske andre; ethvert selvmord i ensomhed har, når det ikke fuldbyrdes som hævn, en gavmild eller ringeagtende side. Men man ringeagter i en eller anden værdis navn. Hvis verden er selvmorderen ligegyldig, er det, fordi han har en idé om noget, som ikke er eller ikke ville kunne være ham ligegyldigt. Man tror, at man tilintetgør alt og trækker alt med sig, når man går ind i døden. Men af selve denne død genfødes en værdi, som måske ville have gjort det værd at leve.

‘Af selve denne død genfødes en værdi, som måske ville have gjort det værd at leve’.

Denne ene sætning, John, rummer både svaret på dit spørgsmål, samt det eneste brugbare udgangspunkt jeg kender til, for enhver videre løsning af de problemer der til alle tider har hjemsøgt os mennesker, på dette våde klippestykke, i dette ganske gennemsnitlige og frem for alt tavse univers.

Roskilde, mit hjerte

sadangel

Kunsten danser om sig selv. Og dekadenterne danser med. Hvonår stopper dansen? Når der ikke er flere stole?

Et par gange om året tager nogle af mine venner på kærlighedsrejse til Berlin. Koner, kærester, børn, karriere og ansvar efterlades, mens drengene finder kærligheden i sig selv, hinanden, og Berlin. Og i MDMA. Først og fremmest i MDMA.

MDMA er den virksomme komponent i det stof, der i folkemunde er kendt som Ecstasy. Wikipedia, folkets opslagsværk, beskriver dets virkning som følger:

MDMA increases a sense of intimacy and diminished anxiety with others which can induce euphoria and mild psychedelia.”

Mine drenge, mine venner, lider altså i et vist omfang, må man formode, af mangel på intimitet og et mærkbart overskud af ængstelse i omgangen med andre mennesker. En mangel og en ængstelse, som åbenbart bedst lindres i adskillelse fra familie, karriere, og ansvar. Og i MDMA. Først og fremmest i MDMA.

Dermed er allerede meget sagt. For mine venner er ikke u- eller underuddannet White Trash fra Udkantsdanmark, ej heller håbløse sociale tilfælde fra Albertslund, Brøndby, eller hvad søren hovedstadens underprioriterede distrikter nu end hedder i disse dage. Mine venner er hovedsageligt veltilpassede, veloplyste, omsorgsfulde, og forandringsvillige bedsteborgere. Børn af den middelklasse som synes at være omdrejningspunkt for al positiv opmærksomhed i dette besynderlige, lille land. Mænd i 30’erne, som var på forkant med hipsterbølgen, og som nu allerede er på vej et helt andet sted hen.

Men hvorhen? Ja, åbenbart til Berlin. I hvert fald et par gange om året. Det selvsamme Berlin, hvor om Michael Strunge i et lille, uvurderligt klip på Youtube, i 1984 poetiserede:

[…]

For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys

en kunsteufori, en glæde købt og ædt.

Berlin, mit ansigt, en by uden plan,

linier uden mål,

for hvad skal jeg se hen til

og hvor skal jeg danse

når musikken presses gennem filtre

mens køn passes til form i nylon.

Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!

Og blodets veje kan forudsiges

som turisternes rejser efter souvenirs.

[…]

Nu skal man jo passe på med at tage Michael Strunge til indtægt for meget andet end det angivelige faktum, at han Kainsmærket sprang ud i selvmordet, i erkendelsen af at selv solen er lavet af plastic. Dog står hans ord besynderligt urovækkende tilbage. Som en klaverstreng der ikke vil falde til ro. En hvileløs nervetråd i et fælles indre. Hvilket bringer os, det vil sige mig, til Roskilde. Roskilde Festival.

Man skal vel næsten være idiot for ikke at indse, hvor meget denne hyldest til Dionysos fylder i en bestemt fælles bevidsthed: Den medieskabte, medieformidlede virkelighed. Det kræver tilsvarende idioti hvis man ikke indser, at denne medieskabte, medieformidlede virkelighed savner et afgørende vigtigt element: Kritisk distance. Som en Jørgen Leth fortærer kokkepigens mørklødede datter, uden smålig hensyntagen til århundreders kolonialistiske baggage, endsige en bekymring i forhold til meget reelle, strukturelle (dvs. primært økonomiske) magtforhold, således hengiver et medieskabt og medieformidlet fælles ’vi’ sig til en æstetisk nydelse, hvor fortid og fremtid ophæves til fordel for et altfavnende, og frem for alt uforpligtende ’nu’.

Kunsten lever i dette ’nu’. Den er i selve sin natur egoistisk. Rettet mod ét altoverskyggende mål: Det sublime. Fanden tage resten. De fattige. Klimaet. Det ubetydelige. Medmindre det da kan omformes, og løfte til endnu mere sublime højder. Fanden tage resten.

Kunsten retfærdiggør sig selv i denne sammenhæng: Shakespeare, Baudelaire, Ducasse. Coltrane, Miles, Mozart. Hvem eller hvad fanden man nu end er til. Kunsten retfærdiggør sig selv.Men den er også blind, kan ikke se sig selv udefra. Brecht forsøgte sig  med en kritisk distance, men resultatet forblev det samme: man kan ikke på samme tid være både får og ulv.

Og dog er både Kunsten og Roskilde Festival fyldt med ulve i fåreklæder. Kærlighed, solidaritet og fælles fest om fredagen, men pissesur om mandagen i Netto, fordi de ’for fanden ikke kan snøvle sig sammen til at åbne en kasse mere’. Der er købt aflad. Regningen, den ganske uforpligtende og i sidste ende selvindløste regning, er betalt. Hvem fanden har brug for MDMA når samfundet kalder? ’Ikke mig’, tænker æstetikeren, livsnyderen, ’det perfekte menneske’, men længes alligevel mod Berlin, hvor plasticsolen efter sigende altid skinner.

Vi lever i en kultur, der æder sine børn.

En pumpe for blod, ikke andet! Og blodets veje kan forudsiges.

Man fristes til at sige velbekomme. Eller for nu at være endnu mere højrøvet:

Bon appétit!